Kunstmaler Bentemarie Kjeldbæk (f. 1952) har siden 1984 bevæget sig som en trækfugl i pendulfart mellem kolde Danmark og det Spanien, der har indlejret sig dybt i hendes motiv- og farvevalg. Inspirationen er ikke køligt-nordiske toner, men kraftige gyldne farver, som spiller op til klare violette og blå.

Motiver og farver har fulgt Kjeldbæk siden hun for første gang besøgte Barcelona og lod sig overvælde. Her så hun den farvelære – som allerede fangede hendes opmærksomhed i studietiden – blive praktiseret i stor skala: på en hel bys flader.

”Det spanske folkeliv og de mange madmarkeder giver mig energi. Der er en stor kraftudfoldelse i deres væren – de råber og arbejder; øvede hænder fileterer og vejer. Der er kraft på farverne: gule gummihandsker, blå forklæder, røde fisk, sorte spande. Madmarkedernes kvinder er smukke med deres hvide flæsekraver, sorte øjne og håret sat op. De er smukke, for de skal sælge varerne – men de er også rå.”

Selv forsøger hun at indlejre byens vitalitet i sin krop gennem flamencodansen, hvis hektiske, energiske stamp, hun bruger som lydtæppe, der skaber fremdrift og energi til tegneprocessen.

Også Spaniens kunsthistorie er krøbet under huden på Bentemarie Kjeldbæk, som ikke lader sig begrænse af konceptet tid, når hun udser sig sine største inspirationskilder: mestrene Joan Miró, Pablo Picasso og ikke mindst barokkens Diego Velàzquez.

”Jeg går med min skitseblok fra syv om morgenen til tolv om aftenen og indsamler motiver, der bevæger mig. Og når jeg så træder ind på museerne, oplever jeg at møde de samme motivvalg, og det placerer mine værker som en del af kunsthistorien. Mit arbejde er en langsommelig affære, som byder på megen tid alene. Men jeg spiller op mod mine forgængere som et ekko på tværs af tiden. Og derfor er jeg aldrig rigtigt alene.  Da jeg mødte Mirós håndgrunderede lærreder - så frie og storladne -var det en ubegribelig lykke at erkende, at der stadig er så meget at stræbe imod!”

Og det gør hun så. Arbejder med det. Kombinerer nuet med daet – genbesøger de gamle malerier, analyserer dem, dekonstruerer dem og fortolker dem på ny. Hun gentænker og genskaber traditionen. Lader tiderne flyde sammen, når for eksempel madmarkedsdamer placeres over en baggrund inspireret af Picassos berømte Guernica.

”De materialer, jeg bruger, er meget kostbare og processen er uendeligt langsommelig.”

”Nemt” er ikke Kjeldbæks ting. Som sine afdøde inspirationskilder brænder hun for de gamle malerteknikker, for det taktile og tidskrævende håndværk. For processen. Hun får specialfremstillet sine lærreder af fint vævet hør i Belgien. Spænder dem selv på rammen. Bearbejder dem i mange lag af læderlim og titianhvidt. Hun blander farverne selv. Med ægte farvepigmenter, harpiks, linolie, terpentin og tålmod. Som de gamle mestre. Hun nyder usikkerheden – at hvert eneste pigment er forskelligt; hvor nogle kan trækkes i en evighed, vil andre kun et par centimeter. Nogle er transparente andre matte, dækkende, andre har højglans. Det nyeste på Kjeldbæks repertoire er jordfarverne, der om muligt er endnu mere krævende at arbejde med, da farven kun kan benyttes ganske kort, inden den må blandes på ny.

”Jordfarverne bliver simpelthen til det rene jord igen dagen efter, og jeg må rive dem på ny, så de bliver til blød maling.”

Der er ingen lave gærde at hoppe over, for det er i selve kampen med lærrederne, blandingen af farverne, og i dialogen mellem det nuværende og de for længst afdøde kunstnere, at Kjeldbæk ånder og lever.

”Jeg gør ikke noget impulsivt, men går systematisk til værks. Men når det er sagt, så har hvert maleri den uvane, at det bestemmer 50% selv. Det tager over, og så er vi pludselig to om at bestemme. Maleriet vil gerne noget helt andet end mig – og så bliver det pludselig sjovt. Det har sin egen vilje, som overrasker mig. Ellers ville det slet ikke være til at holde ud – det er det, der er det ægte sjove.”

My Rasmussen, September 2021.