Jet-te L. Ranning er kendt for at bruge en række forskellige materialer, som hun blander i sine oliemalerier: marmorstøv, voks, ekstra farvepigment mm. Man forstår hurtigt, at det er vigtigt for kunstneren at starte dér, hvor det hele begynder. I stoffet, i det hun har mellem hænderne. Og øjnene er der. Sansning og fornemmelse for fladen handler også om det øjet skaber. At se er også en sans, en vigtig en af slagsen. Og det er et vigtigt redskab for JLR at bruge den æstetiske sans, når hun vælger det materiale, som hun vil arbejde med, uanset om det er farven, overfladen (lærredet, papir, endog masonit) og ikke mindst kompositionen.

Et hvert billede starter med en idé. Det gør al kunst, og den er afgørende for værkets udformning. Det handler banalt set om at kunne omsætte og oversætte tanken til fladen og skabe et billede, der formgiver konceptet. Det kræver kreativitet, kunstnerisk fornemmelse, erfaring, professionalisme og talent. JLR har det hele. Man fornemmer det, sanser, ser og forstår det. Oplevelsen er forankret i det magiske ’nu,’ man står overfor JLR’ værker, men også i den kobling til rækken af mentale, intellektuelle, eksistentielle tanker, der følger med. Som stoffet, motivet, værket kickstarter. Tanker om tid – forgængelighed, øjeblikket, evigheden – erindring, der kobler tiden før med tiden nu.

Italiensk ukrudt for begyndere

JLR tog i efteråret 2019 til Rom med et særligt projekt. På et residency-ophold på Det Danske Kulturinstitut i Rom udtænkte hun et koncept, der centrerede sig om det ukrudt, der vokser langs Tiberen. Det skulle udmønte sig i en række skitser, tegninger på papir, der skulle tale sig ind i selve tanken om ukrudt – om planter, der gror, hvor de ikke skal, hvor de qua deres uønskede placering har en midlertidighed over sig. I princippet fejler planten ikke noget: Den kan være smuk, frodig, flot, den er bare ikke populær. Men ukrudtsplanten finder næring de mest utrolige steder, den forgår ikke så let.

Desuagtet har ideen om ukrudt en midlertidighed over sig. Det er ikke en staude, der gerne må komme igen. Der er noget skrøbeligt, sårbart, udsat over en ukrudtsplante. Det er der også over en tegning. Den er sart. Papiret er ekstremt modtageligt for luften, blyantens eller tuschens påvirkning af strukturen. Når først kunstneren har sat sin første streg, kan den ikke gøres om, uden at det bliver synligt. Og som medie regnes den ikke rigtig. På trods af at den er original, et unika. Tegningen vil altid betragtes som en skitse, et forventet forstadie til det egentlige værk maleriet.

Sådan er JLR’ projekt om ukrudt i Rom ikke tænkt. Nok er hun maler, men denne gang handler det om tegningen som et værk i sig selv. Om den direkte kontakt mellem motivet, planten og den kunstneriske registrering. Om en værdisætning af både ukrudtet og al det tankegods, der følger med, og af tegningen som et værdifuldt medie på sine egne præmisser.

Kunstnerisk metode

Det er et grundlæggende sympatisk projekt at vie sin kunstneriske opmærksomhed på undseeligheden. Eller i hvert fald detaljen. Dét, vi har tendens til at overse, som eksempelvis ukrudtet. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og det har JLR blik for. At skabe et billede er en proces, hvor kunstneren hen ad vejen udforsker og afprøver muligheder. Og hvor der foretages et valg løbende. Nogle ideer virker, andre må skrottes. Banalt, men også både konkret og virkeligt. JLR ved, hvad virker på overfladen og i dybden, i det enkelte element og i helheden. Og hun komponerer billedets mange elementer, så det både virker og forstyrrer.

For det er slet ikke bare pænt, selvom det umiddelbart ser sådan ud. Er øjet først på vandring i fladen, er der elementer, der driller, irriterer, kræver opmærksomhed. Et ord, en streg, der ikke rigtig passer ind. JLR hader tilsyneladende uforstyrret ro; men hun elsker tilsvarende den balance, der rent faktisk opstår, når et element stikker ud.

Det har vel altid været JLR’ projekt: At ophæve et mindre element i billedet til noget af det største. For det sætter fokus på helheden, det samlede billede. Solsorten, kvisten, bladet, eller som i Rom-projektet ukrudtet. Tonen og betydningen ligger her, helheden koncentreres et konkret sted i billedet. Hun bygger sit billede op omkring det, uden at man tænker, at det har fokus. Men som nok alligevel er dét, der bliver hængende.

Et af JLR’ virkemidler er transparens. Hun har muligvis kigget sin amerikanske kollega Helen Frankenthaler (1928-2011) over skulderen, og blevet inspireret til, hvilke effektive elementer en kunstner kan bruge i sin billedopbygning. Gennemsigtighed og lag-på-lag er tydeligvis et af de metodiske greb, der passer JLR godt. Det fastholder hendes glæde ved overfladen, men det udfordrer hende også i dybden. Det maleriske rum bliver større, mere komplekst. Og det skaber et rum for beskuerens øje, der kan vandre ind og ud af farvelagene.

Det er et klassisk greb at bruge lærredets flade som en del af billedets rum. Sam Francis (1923-94), Mark Rothko (1903-70) gjorde det, sammen med mange andre i gruppen af amerikanske ekspressionister i efterkrigstiden, som man med rette kan rubricere JLR sammen med. Om det er lærreds ubehandlede overflade, eller akvarellens gennemsigtige kvalitet, der er på tale, så tæller det som gangbare måder at udfordre det maleriske rum på. JLR har gjort flittig brug af alle greb, og det virker hver gang i hendes univers. Hun forstår at omsætte en kunstnerisk kilde og kollegial kontekst til sit eget gemyt og udtryk. Resultatet er både unikt og egenartet.

Hun har aldrig dyrket skitsen som et forarbejde til det færdige værk: maleriet. Hun har i hvert fald ikke vist dem. Hun går altid lige på. Den uforfærdede tilgang klæder hendes malerier, men det betyder ikke at male- processen er kort. Ulig hendes kollegaer i fx 1980ernes vilde maleri, har JLR en gennemtænkt beslutsomhed over sit arbejde. Hun ved, hvad hun vil. Hun arbejder lag på lag til det skønne er malet frem.

Skitseprojektet fra Rom skiller sig således ud. Ikke motiv-mæssigt, for planten har altid været der. Men som kunstnerisk metode. Papiret er nu hendes flade og hendes lærred, hun gør skitsen til det endelige værk. At hun sidenhen er blevet inspireret til at skabe malerier på baggrund af skitserne, ændrer ikke på det oprindelige koncept. Det understreger blot spændvidden i kunstnerens virke, at hun naturligt kan inddrage og oversætte et allerede defineret kunstnerisk projekt til et andet medie og et andet udtryk.

Blomst som tilbagevendende motiv

Blomsten er et ur-motiv, som mange kunstnere har fundet inspiration i. Naturligt fordi blomsten, planten rummer alt det, som et maleri handler om: overflade, stoflighed, farve, struktur. For denne artikels perspektiv giver det mening blot at henvise til modernismen med Anna Ancher (1850-1935) og til en af JLR’ samtidige Inge Ellegaard (1953-2010) for at cementere motivets betydning i kunsthistorien. Også mange mandlige kunstnere som bl.a. Karl Isakson (1878-1922) og Erik A. Frandsen (f. 1957), Tony Matelli (f. 1971) to name a few – har på forskellig vis centreret sig om blomstens visuelle potentialer. Det er ikke en kønsbestemt interesse, men en malers fascination af blomstens, plantens stoflighed.

At være nysgerrig på ukrudt ligger i naturlig forlængelse af JLR’ virke. Haven som ide, som malerisk rum har for eksempel ligget hende på sinde længe (og udmøntede sig i en solo-udstilling i 2019). Det siger meget om hendes væren i verden, at hun koncentrerer sig om det, som hun ser. Men også, at hun som kunstner kobler sine registreringer, sansninger til et kunstnerisk udtryk. Gevæksten bliver simpelthen mere end bare en plante, og bestemt meget mere end bare ukrudt.

Det handler om tid. Simpelt og komplekst. Ukrudt er sejlivet, men forgår, trods alt. Planten har sin levetid, det har vi mennesker også. JLR’ billeder af blomsten minder os om det. Vi bliver forelskede i hendes evne til at skabe skønhed omkring os. Det har vi grundlæggende brug for. Det er vigtigt. Mødet med en kunstners refleksion over vores eksistens er nødvendigt. Og det kan man som betragter rumme, når det pakkes fint ind. Det forhindrer ikke den allestedsnærværende melankoli i at indfinde sig. Det smukke hører sammen med den mindre smukke virkelighed, vi mindes om, at der er en bagkant.

Vi er alle forgængelige

JLR’s værker skriver sig ind i en kunsthistorisk arv, der fortolker livet gennem forgængelige motiver som bl.a. mad, blomster og andre emner, der har midlertidighed som omdrejningspunkt. ’Memento mori’ er et tilbagevendende begreb, der skal minde om vores forgængelighed. Særligt de hollandske kunstnere i 1600- tallet som Pieter Aertsen (1507-1575) og Jan von Huysum (1682-1749) forstod at skabe værker, der med minutiøs præcision holdt fast i hverdagens detaljer. Og som tillagde genstandene eksistentiel betydning. Billederne skulle minde om, at vi skal dø, at alt forgår. Pakket ind i de smukkeste, mest sanselige og forførende udtryk. Registreret med fotografisk præcision, helt uden sentimental tristesse.

Det er naturligt at forstå JLR i den kontekst af værker. Hendes ukrudts-værker er også stillebener, billeder fra hverdagen. Og ukrudtet er om noget forgængeligt.

Nok sejlivet, men ikke desto mindre for evigt jaget af haveejere, gartnere og andre, der ser prydplanten som blomstens konge. Men JLR tænker ikke i hierarkier. Hun har en sjælden evne til ikke bare at se skønheden i alt, men også skabe den. Uden at det bliver prangende eller pralende.

Det kunne for så vidt være interessant at kigge mod det såkaldte ’almuemaleri’, der især i 1700-tallet havde sin storhedstid i de danske hjem. Lokale kunstnere dekorerede døre, paneler og andet inventar som møbler, kister. Almuemaleriet anvendte navnlig stiliserede blomster som roser, tulipaner i rød-brune farver. Motiverne havde ofte symbolsk betydning, men det ligger i ideen om ’folkekunst’, at malerierne ikke skulle stråle og trække unødighed opmærksomhed. Blot signalere eksistentielt overskud gennem dekoration af vores undseelige hverdagsgenstande.

JLR’S værker har som sådan ikke nogen funktion. De er tænkt som et rent kunstnerisk rum, hvor det er maleren, der sætter konteksten, konceptet. Men man kan godt skimte den usnobbede tilgang til kunsten, og man kan især godt få øje på den betydning, som hun tillægger blomsten, naturen som en almen, naturlig og nødvendig del af vores liv. Så kort en levetid den end måtte have.

Blomsten som erindringsbilleder

Skitserne af ukrudtet i Rom, hendes malerier fra haven rummer i min optik et stærkt kunstnerisk ønske om at bevare og fastholde en erindring. Uanset om det blot er et kort, sanset moment, hvor kunstneren har passeret en rose, eller om blomsten som et ur-fænomen trækker tråde længere tilbage i tiden. Flygtig og evig. Tiden er en væsentlig del af denne kobling mellem erindring og nuet. Naturen har en cyklus, mennesket ligeså. Vi er en del af en større helhed, og det minder blomstermotivet os om. JLR på særlig fornem vis for hun formår at sanse det frem. Man er der i stregen, i stemningen, tiden.

Man kan godt tænke JLR’ billeder af ukrudt som en slags fotografi, et snapshot, eller et øjebliksbillede, der forsøger at fastholde motivet som meget mere end blot en simpel registrering. Hendes tegninger eller skitser fortæller os noget, om os, om livet og tiden indimellem.

Naturen som motiv har altid ligget hende på sinde. Man ville dog bestemt ikke kalde hende landskabsmaler; dertil abstraherer hun for meget over sit emne. Men hun har altid haft inspirationen, referencerne til planter, blomster, naturens elementer. JLR er først og fremmest kunstner. I den forstand, at hun primært er koncentreret om at omsætte sin oplevelse af verden til værker, der har relevans og betydning for os betragtere. Hun er selv en voyeur, registrant, beskuer, og det betyder alt, når hun omsætter egne sansninger til værkets forførende flade.

Af Anna Krogh, Direktør Sorø Kunstmuseum