Metal Mountain

Som barn tog Indigo Richards forældre hende ofte med på ture i bjergene i Californien hvor hun er vokset op. Bjerge har været et tilbagevendende motiv og emne i hendes værker, bl.a efter et rejselagat til Chamonix Mont Blanc i 2001 og senest i 2022 på Artist residence Valparaiso Foundation i sydspanien ved bjerget Mojácar la Vieja (gamle Mojacar)

Efter hjemkomsten til Odense fra Spanien, blev Indigo facineret af det nærmeste "bjerg" på nabogrunden virksomheden Marius Pedersen, og affaldsbunken af jern og metal.

På afstand skinner metal bjerget som sølv og diamanter, i 2022 inden der blev bygget en mur omkring, stod det som et højt skinnende bjerg i landskabet ved havnen.

Tæt på ser man at metalbjerget mest består af aluminiums dåser, men også glas og plastik som folk ikke har fået sorteret fra. Der er en konstant baggrundsstøj på Indigos atelier, en rytme fra maskinerne som sorterer affaldet, og nærmer man sig bjerget er der en karakteristisk lugt af affald.

Vores affald er en del af os, et billede på hvem vi er, som en detektiv kan man undersøge menneskers affald og tegne et portræt, hvad spiser du? Bruger du meget plastik og sorterer du dit metalaffald?

På bjerget “Gamle Mojácar” fra Spanien, har der boet mennesker fra tidernes morgen, og deres affald og knogler er en del af bjerget. Gamle Mojacar har en særlig trappe-agtig form, skabt af mennesker, men helt bevokset idag, naturen har overtaget.

Inde midt i metalbunken på Havnegade i Odense er sand og jord gået i forbindelse med metallet og rødder prøver at danne nyt liv. Metalbjerget er en slags levende organisme, som lugter og larmer i huset ved siden af.

Rytmen forplanter sig i gestikken, penselstrøgene, håndens bevægelser, lugten påvirker sanserne, stemningen de grå nuancer.

Metalbjerget er henover tid blevet en manifestation af Indigos humør, og en abstraktion over lys, form og farve.

Siden juni 2022 har de mange studier af metalbjerget udviklet sig. I starten blev kroppen, armen, hånden brugt som pensel, senere blev på-limet aluminium (sølvpapir) en del af udtrykket. Udover den vandige akrylmaling som Indigo arbejder med, er oliemaling blevet brugt bl.a. til laseringer.

Metalbjerget er fyldt med aluminiumsdåser og andet letmetal, aluminium forgår aldrig, men kan genanvendes. Det var aluminiumsdåserne fra affaldbunken, som inspirerede Indigo til at lime sølvpapir på sine lærreder.

Sølvpapir kan holde for evigt;-)

Projektet “Metal Mountain” handler ikke om at være miljørigtig, men om at se, sanse, opleve, møde sine omverden, om det er bjerget Mojácar la Vieja i Spanien, eller hendes faktiske naboer fra udstillingen “Hi Neighbor” i 2019.

Metal Mountain

During her childhood, Indigo Richards’ parents would often take her on trips to the mountains of California, where she grew up. Mountains have been a recurring motif

and subject in Indigo Richards’ works: for example, following a study trip to

Chamonix-Mont-Blanc (2001) and during a residency at the Valparaiso Foundation

in southern Spain near Mojácar la Vieja mountain (2022).

After returning to Odense from Spain, Indigo Richards became fascinated by the ‘mountain’ next door to her studio in the Marius Pedersen scrap yard – a heap of waste iron and other metals. From a distance, the metal mountain glimmers like a pile of silver and diamonds. Until 2022, when they built a wall around it, it was like a gleaming mountain in the landscape near Odense Harbour.

When you get close, you can see that the metal mountain consists mostly of aluminium cans. But there is also glass and plastic that people did not sort. There is a constant background noise in Indigo Richards’ studio – the rhythmic clunk of waste sorting machines – and, when you approach the mountain, you can smell the characteristic stench of rubbish.

Our waste is part of us – a reflection of who we are. Is it possible to play detective, investigate people’s waste and paint a picture of who they are? Do they use a lot of plastic? Do they sort their waste metal?

People have lived on Mojácar la Vieja mountain from time immemorial, and their waste and bones have become an integral part of the mountain. The mountain has a unique staircase-like shape, created by humans. But today it is totally overgrown, conquered by nature. Within the heap of metal on Havnegade in Odense, sand and soil have come into contact with the metal, and plants are attempting to root and generate new life.

This metal mountain is a kind of living organism that you can smell and hear in the building next door.

The rhythm from the machine makes an indelible impact on Indigo Richards’ gestures, her brush strokes and the movements of her hands, the smell affects her senses and her mood is reflected in shades of grey.

The metal mountain has gradually become an expression of Indigo Richards’ mood and an abstract expression of light, form and colour.

Since June 2022, her countless studies of the metal mountain have evolved.

Initially, she used her body, arm or hand as a brush. Later, she added glued-on aluminium (silver paper) as a means of expression. In addition to the watery acrylic paint

that Indigo Richards tends to work with, this time round she has used oil paint – for glazing, for example.