Der er nok at fejre. Siden uddannelsen ved Det Fynske Kunstakademi 1972-1976 har han sat sine kunstneriske fodspor på flere kontinenter, og han er repræsenteret på gallerier i blandt andet USA, Holland, Sverige og i det Frankrig, han ad flere omgange kaldte hjem. Han har haft atelier i en mikroskopisk lejlighed, i en iskold nedlagt fabrik, i et gammelt blikkenslagerværksted og på en sydfransk skrænt i Roquefort des Corbieres med udsigt til bjerge og vinmarker. Han har været omkring. Men der er ingen lauerbærhvile eller pensionsdrømme at spore hos den 80-årige kunstner - ingen stilstand:

“Er du tro mod dig selv, vil du altid være i udvikling. Du er helt enkelt ikke den samme i dag, som du var i går. Måske er der kun en my forskel - men den er der,“ konkluderer Kjeld Ulrich.

Der er noget om snakken. Når man via hans portefølje rejser tilbage gennem de levede år er alle værkerne umiskendeligt Kjeld Ulrichske. Og alligevel er der skift og subtile ændringer. Det er som at bladre i fotoalbum og betragte menneskene i dem vokse op, skifte tøjstil, ændre frisure - og smile eller bekymre sig til nye furer i ansigtet.

“Zoomer man lidt længere ud, er ændringen måske tydeligere - tænk ti år tilbage: interesserne, inspirationen, moden i gadebilledet - alt er anderledes. Både inde i dig og i dine ydre omgivelser. Verden ændrer sig, du ændrer dig - og så ændrer kunsten sig helt selvfølgeligt også.”

I forhold til hvad?
Hans primære materiale er akrylen, men en tidlig introduktion til koldnålsradering har haft afgørende betydning for den vekselvirkning mellem maleri og grafik, der er kendetegnende for Ulrichs ekspressionistiske og symbolmættede formsprog. I hans karakteristiske collageteknik repeteres enkelte motiver i maleriets lag og sløres gradvist i de øvre med løse penselstrøg, indridsninger, dryp eller endog med tilføjelsen af yderligere motiver. Lagarbejdets potentiale er enormt og udnyttes af Ulrich til elegant at skabe forskydninger fra det grafisk disciplinererede til en stadig højere grad af bevægelighed.

Farveskalaen er minimalistisk, men spænder fra delikate pasteller til den sorteste sorte. En symbolsk reflektion over eksistensens iboende kompleksitet og en karakteristisk sammenstilling af modpoler, som går igen i alle aspekter af Ulrichs værker. Er der et tema i hans lange virke, så må det være dét: polernes påvirkning af hinanden og et forsøg på at skabe balance.

Det begyndte med læremesteren på kunstakademiet, Kaj Kylborg, hvis betragtninger om tings bliven sig selv i kraft af deres forskellighed fra Det Andet har ætset sig blivende ind i kunstnerens virke: “En ting er ingenting. Alt er kun noget i forhold til omgivelserne. Hvis alle blomster var roser, var der ingen roser - så var der kun blomster. Så man må altid spørge: i forhold til hvad?”

Livet minder os om døden, mørket om lyset og sorgen om glæden.

“Jeg forstår hverken det udflydende eller det lige, hvis ikke det indgår i en forbindelse med sin modpol.“

Det kreative benspænd

Inspirationen til hans værker kommer alle vegne fra; et møde, et digt, et skænderi, en plante, et skilt, en dagdrøm, en tekst. Den kommer fra alt, der udgør nutiden - væltende mod kunstneren i en ustoppelige række af øjeblikke.

Maleriet er blevet en måde at være i verden på. At filtrere den. Men mulighedsrummet må afgrænses hvis der skal være grobund for et kreativ afkast, for med Kirkegaards ord er muligheden den tungeste af alle kategorier:

“Har du alle muligheder, skal du lave dit eget benspænd - alle muligheder kan du ikke tumle. Det tomme lærred er netop alle muligheder - det skal straks begrænses.”

Han tager altid fat på opgaven ved at gøre lærredet til sit eget - det påføres flere lag maling i hvad der forekommer som tilfældige strøg og ender som et muligvis uanseeligt, men ikke desto mindre personligt fingeraftryk. Maleriets bund og grundklang. Han anvender kun få farver ad gangen og blander farverne, efterhånden som behovet for dem presser sig på.

“Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg havde for mange farver til rådighed. Jeg har 4 eller 5 farver - maks. Og de to af dem, de er sorte. ”